Marievang IF
Målsætning
Marievang IF er en gymnastikforening for alle - lille og stor, ung og gammel.
 
Vores mål er at gymnaster i alle aldre har mulighed for at motionere og udvikle sig på vores mange og vidt forskellige hold samtidig med at alle er en del af et fællesskab.
 
De små børn får styrket deres motorik og samspillet med de andre børn, og senere træner de i at være til gymnastiktimen uden mor eller far. Herefter kan børnene vælge mellem dans eller spring, hvor de gennem årene træner på at blive dygtigere til deres gymnastik samtidig med at de udvikles til at tage ansvar for dem selv og deres hold.
 
De gymnaster, som har lyst, udvikles til hjælpeinstruktører og senere til instruktører på vores hold. Alle tilbydes aktuelle kurser, så både instruktører og hjælpeinstruktører er godt forberedt og motiveret til at undervise både børn og voksne.
 
Fun2move er et hold for børn med specielle udfordringer. Her præsenteres børnene for forskellige former for motion og kost, og her er fællesskabet en vigtig del af undervisningen.
 
Vi tilbyder også hold for de voksne gymnaster og arbejder hele tiden på at have nogle populære motionsformer. For tiden tilbyder vi motion på både dame og herrehold samt yoga og yoga for gravide.
 
Idræt om dagen er et tilbud for de ældste, og her trænes flere gange om ugen i forskellige sportsgrene både indendørs og udendørs.

Endelig tilbyder vi badminton i de sene timer for de friske motionister.

Historie
Marievang IF startede i 1966 som en håndboldklub. Håndboldklubben HB 44 og AIG dannede i fællesskab en ny håndboldklub, som hed Slagelse håndbold, men da men ikke ville satse på ungdommen, dannede en lille gruppe, hovedsageligt fra HB 44, kort efter Marievang IF.
 
Omkring 1970 opstartede man en gymnastikafdeling, og foreningen voksede. I 1997 lukkede MIF håndbold imidlertid, da de fusionerede med Slagelse håndbold. Gymnastikken fortsatte og foreningen opstartede badminton i stedet for.
 
Gymnastik og håndbold foregik i Marievangsskolens gymnastiksal, og i 1982 indviede Marievang IF eget klubhus på Strandvejen 53. Da Marievangsskolen byggede til i 2004 fik Marievang IF et nyt klubhus i forbindelse med skolens gymnastiksal, og her foregår størstedelen af foreningens træning, mens enkelte hold træner i Vesthallen.
 
Marievang IF havde 50 års jubilæum i 2016 og det blev fejret ved et flot arrangement med nuværende og gamle medlemmer.


 
Marievang IF Gymnastikforening | Skjoldsvej| 4200 Slagelse | Mail: mif.slagelse@gmail.c​om - cvr32693016